telephone
office xxxxxxxx
mobile xxxxxxx

 

Vedtægter

 

§ 1. Foreningens navn

Foreningens navn er:

 

Holbæk Ålav.

§ 2. Formål

Foreningen varetager medlemmernes afvandingsinteresser i forhold til den offentlige vandløbsmyndighed og regulativer i Holbæk Kommune.

Formålet er at sikre tilfredsstillende afvanding af tilstødende arealer, kældre og landbrugsjord ved en målrettet grødeskæring og oprensning af å- og grøftesystemer, samt vedligehold af rørledninger.

Interesserne varetages via dialog, opfølgning af vandløbsregulativer, kontrol, vejledning, og evt. juridisk bistand etc.

§ 3. Opgaver

Foreningen skal være repræsenteret i ALLE Holbæks Kommunes vandløbsråd via de lokale vandløbslav: Åmosen, Tuse Å-systemer, Svinninge Å.

Foreningens opgaver er at arbejde for:
at vandløbsregulativer efterleves af vandløbsmyndigheden,
at fremsætte indsigelser og ændringsforslag, hvor vandløbsregulativerne ikke i nødvendig omfang har den ønskede effekt for afledning af vand
at værksætte ekstraordinære tiltag, grødeskæring, oprensning og opmålinger efter behov
at støtte til medlemmerne i forhold til vandløbsmyndigheden.

§ 4. Medlemmer af foreningen

Foreningens medlemmer er grundejere, som har vandløb på deres ejendom, eller lodsejere, som er afhængige af velfungerende afvandingsforhold fra deres ejendom.

§ 5. Generalforsamlingen

Generalforsamlingen består af medlemskredsen og er foreningens højeste myndighed. Det er generalforsamlingen, som vælger foreningens bestyrelse.

Generalforsamlingen afholdes i første halvdel af marts måned.

Indkaldelse til generalforsamlingen annonceres på foreningens hjemmeside, sendes via e-mail eller evt. brev til medlemmerne senest 21 dage før generalforsamlingen.

Indkaldelse til generalforsamling skal mindst indeholde følgende:

Valg af dirigent og referent.
Valg af 2 stemmetællere.
Bestyrelsens beretning.
Indkomne forslag.
Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
Forelæggelse af budget for indeværende år og fastsættelse af kontingent for det næstfølgende år.
Valg af bestyrelse og suppleanter.
Valg af revisorer.
Eventuelt.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling kræver, at mindst tre bestyrelsesmedlemmer eller 30 % af foreningens medlemmer skriftligt anmoder om det til formanden for foreningen. Formanden skal inden 14 dage drage omsorg for rettidig indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling.
Indkaldelsen sker som ved ordinær generalforsamling.

Beslutninger på generalforsamlinger vedtages med almindeligt stemmeflertal (ordinære dagsorden).

Vedtægtsændringer vedtages med 2/3 flertal af fremmødte medlemmer på generalforsamlingen.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødte medlemmers antal. Ingen kan afgive mere end én stemme.

Forslag til generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 14 dage før afholdelse af generalforsamlingen.

Kun skriftlige forslag, som er kommet rettidigt, kan vedtages på generalforsamlingen.

Der kan begæres skriftlig afstemning, hvis blot ét medlem begærer det.

Afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal. Undtaget herfra er vedtægtsændringer og beslutning om foreningens ophør.

For at stemme til generalforsamlingen skal kontingentet for det år, hvor generalforsamlingen afholdes, være betalt inden generalforsamlingens afholdelse.

Der kan kun stemmes på generalforsamlingen ved personlig fremmøde.

§ 6. Valg

Ved valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter stemmes under ét på det antal medlemmer, der skal vælges.

Afstemningen er skriftlig.

På hver stemmeseddel skrives det antal medlemmer der skal vælges til bestyrelsen (tre medlemmer første år, fire andet år osv.).

Stemmesedler med færre eller flere personer er ugyldige. Bestyrelsesposterne går til de tre/fire medlemmer, der har fået flest stemmer. De to næste i rækkefølgen bliver suppleanter.

Suppleanter vælges kun for et år. Genvalg kan finde sted.

§ 7. Bestyrelsen

Bestyrelsen består af syv medlemmer og to suppleanter.

Alle lokale områder skal helst have mindst én repræsentant i bestyrelsen.

Til bestyrelsen kan vælges alle, som er gyldigt medlem af foreningen.

Bestyrelsen vælges på ordinær generalforsamling med en funktionsperiode på 2 år, og afgår 3/4 medlemmer hvert år. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og afholder møder efter behov.
Det tilstræbes at der afholdes møder forår og efterår i forbindelse med grødeskæring, oprensning og vandsyn. Ref., til respektive regulativerne for vandløb i Holbæk Kommune.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 personer af bestyrelsen er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
 
Der udarbejdes referat af alle bestyrelsesmøder.

Bestyrelsen godkender årligt en beretning for foreningens virksomhed.

Formanden tegner foreningen.

Foreningens udgiftsbilag attesteres af kasserer og næstformand.

Næstformanden træder i formandens sted under dennes forfald.

Bestyrelsen skal konstituere sig senest 3 uger efter en generalforsamling.

Afgående formand skal indkalde den nye bestyrelse til konstituerende møde.

Bestyrelsen kan invitere lodsejere, eksperter og suppleanter til at overvære bestyrelsesmøder, dog uden at disse har stemmeret.

Suppleanter indtræder i bestyrelsen ved ledighed og i afgående bestyrelsesmedlemmers funktionsperiode.

§ 8. Daglig ledelse

Foreningen ledes af formand og næstformand, som indkalder til bestyrelsesmøder og informerer bestyrelse og medlemmer efter behov.

§ 9. Regnskab

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Kassereren udarbejder et regnskab med alle indtægter og udgifter, samt fører medlemsliste og restanceliste.

Kassereren skal hvert kvartal redegøre for foreningens indtægter, udgifter og restanceliste.

Kassereren skal senest den 30. januar aflevere revideret regnskab fra det foregående regnskabsår til foreningens formand.

Til at revidere foreningens regnskab vælges på generalforsamlingen to revisorer for et år af gangen. Genvalg kan finde sted.

§ 10. Ikrafttræden/opløsning

Foreningen er funktionsdygtig, når bestyrelsen er konstitueret.

Foreningens opløsning skal vedtages på to følgende generalforsamlinger med mindst fire ugers interval.

Ved opløsning af foreningen kan bestyrelsen donere foreningens midler til en lokal almennyttig forening.


Således vedtaget på stiftende generalforsamling i Vommevad forsamlingshus den 21. februar 2008 og ændret på den årlige generalforsamling den 05. marts 2009 samt ændret igen på den årlige generalforsamling den 21. februar 2013.


Dirigent:
                          Palle Andersen.


Bestyrelse: